Døm ikke dem du ikke kender

Jeg har en stor kærlighed til business suits og pæne fyldepenne, men også til min højtelskede ring i højre øre og sjove instrumenter (jeg har faktisk lige set på en flot, sort ukulele, som jeg helt sikkert køber... Åh, og så også lige en mundharmonika. Blokfløjten kostede kun 29,- så den kunne jeg ligeså godt også tage).

Det jeg mener er bare, at man ikke altid kan vurdere en andens personlighed, ud fra vedkommendes ydre. Selvfølgelig siger ens ydre meget om ens person, men der er hundredetusinde ting, der er skjult under huden.

Måske virker jeg som om jeg selv synes jeg er vældig velanskreven, når jeg kommer gående med næsen i sky og diskret retter på det stramt opsatte hår. I virkeligheden elsker jeg bare at rende rundt med blå strømpebukser herhjemme og min papfars fleece, mens jeg ser Braceface på børnekanalen.

Ja, vi har sgu da alle sammen vores små hemmeligheder. :-)

Det kan godt være, der er en side af mig, der kan lide at udstråle, at jeg har styr på tingene, men det gør mig ked af det, når folk dømmer mig uden at kende mig.

Vi har alle sammen prøvet at blive bagtalt og vi har alle sammen bagtalt nogen. Vi lærer som regel noget af det, hvis det er vores bedste ven, der har sagt at vi opfører os elendigt for tiden, bag vores ryg, men når det er folk der ikke kender os, er det jo en hel anden snak.

Jeg skal ikke gøre skjul på, at jeg ind imellem tænker: ”Sikke en dulle... Hun hopper sikkert fra den ene til den anden.,, Problemet er bare, at når vi gør det, glemmer vi, at der er mange ting på den person, vi ikke kan se. I virkeligheden ligner jeg hende på en prik, men jeg kender mig selv, og jeg kan se de smykker jeg bærer, som ellers er skjult for omverdenen. Derfor glemmer jeg, at andre ikke kan se den forskel.

Sikke en kliché!

Jeg vil så gerne have folk skal kende mig, og vide at jeg slet ikke er så slem, som de tror (håber jeg), men jeg må samtidig acceptere, at man ikke kan gøre sig bekendt med alle.

Jeg skal overhoved ikke spille helt her, men jeg dømmer ikke folk, jeg ikke kender. Måske har jeg nogle gange djævelen på den ene skulder, som mener jeg ikke burde have noget til overs for ham der idioten, der altid stirrer på mig, men heldigvis kan jeg altid lukke ørerne for den. Jeg ved jo heller ikke hvorfor han stirrer. Måske fordi han synes jeg er så grim, at han bare MÅ se om det kan være sandt, eller om det blot er en ondsindet hallucination? Måske er han så endeløst forelsket i mig, at han går helt i trance, når han ser mig? Jeg håber egentlig ingen af delene.

Ugens anbefaling: Barry White - Ain't No Sunshine