At vove eller ikke at vove

Livet er hårdt. Det er som en evig boksekamp, hvor man bliver slået i gulvet, hvis man ikke når at slå sin modstander først. Man skal hele tiden undvige og kæmpe for at holde sig oppe. Som jeg senest annoncerede på Facebook: "Livet er hårdt... Måske kan det blødes lidt op, hvis man putter det i en balje med varmt vand og sæbe..."
Det sjove ved det er, at det tror jeg altså ikke man kan.

Apropos vand; Jeg gik forbi en gigantisk sø på størrelse med en fodboldbane, der havde lagt sig på en mark, forleden. Den var helt frossen og den reflekterede den skarpe forårssol med en sådan kraft, at jeg måtte knibe øjnene sammen (nøj, hvor det her lyder som en dårlig novelle!). Isen var klar og helt hård. Uden formål, vovede jeg mig et par meter ud på den, med min brydervægt på... Ja, det er ligemeget. Nu var det mere en gigantisk vandpyt, så skulle jeg ryge igennem, så ville det højst sandsynligt kun være mine støvler, der ville komme til at fryse.
Jeg gled hurtigt ind på vejen igen, og gik så hjem. Og hvad fik jeg så ud af det?
Vi mennesker har det med at tage chancer, selvom vi ved, vi kan ryge gennem isen, og blive gennemblødt af koldt vand. Men vi gør det, for hvem ved, hvad man måske finder, der hvor isen er tyndest?

Ugens anbefaling: Alice in Wonderland - Unbirthday Song (Når nu der er så lang tid til min fødselsdag, fejrer jeg da bare en af mine 364 ikke-fødselsdage! Hmpf!)

Brok, brok, brok

Tingene kører ikke rigtig, som de skal, for tiden.

Jeg havde åbenbart tabt min pung igår, som indeholdt både mit betalingskort, sygesikringskort, værdikort og 50 øre. Jeg havde på en eller anden måde præsteret at tabe den, for den var ikke i min taske, da jeg skulle bruge den. Jeg fór rundt alle mulige steder, men væk var den. Jeg kom med nød og næppe hjem med bussen, og gik hjem i stiv kuling (Okay... Mere en stiv brise... Det lyder bare mere dramatisk at sige 'stiv kuling',) fra busstoppestedet, med den dummeste hovedpine i mands minde. Jeg nåede hjem, og der fandt jeg min mor og min pung. Jeg var helt forvirret. Der var åbenbart en (det er endnu uklart hvem), som havde været her med den, og så havde min mor, til alt held været herhjemme og kunne modtage den på mine vegne. Det er vist det man kalder held i uheld. Nå men... Hovedpinen blev ikke bedre. Den gik først væk her til aften. Som om det ikke var nok med min pung og hovedpinen er jeg også bare så SUR! Det var minus OTTE grader i morges og går man udenfor, er der da nærmest garanti for, at ens lunger fryser til is ved første åndedrag.

Ej ,der er faktisk også gode ting. Da jeg stod og lavede aftensmad, klokken kvart i seks, var det sandelig helt lyst og solen skinnede. Det var næsten som sommer... Hvis man ser bort fra de fire lag tøj, jeg havde på, det store forbrug af briketter, vi har her i huset og den død der har lagt sig over landskabet. Ellers var det meget sommeragtigt. Eller forårsagtigt, måske.

Der er også problemer med mit internet. Jeg sidder med min stationære på gulvet, for den vil kun oprette forbindelse, hvis den står nøjagtig på den sted, jeg har stillet den nu. Rykker men den tredive centimeter, forsvinder forbindelsen. Jeg er for doven til at flytte mit skrive bord, så nu er det sådan her. Så kan man da i det mindste sidde klistret til radiatoren.

Okay, jeg tror jeg har udtrykt mit had til vinteren nok for i dag.

Ugens anbefaling: Culture Club - Do You Really Want To Hurt Me (Tjek lige Boy Georges dans! Den er for sej!) :-)

Et hurtigt indlæg

Jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har tænkt mig at få fat i en ordentlig mikrofon, et eller andet program til computeren, hvor man kan mixe musik og så den ukulele, jeg har snakket om så længe. Jeg vil gerne lægge noget musik ind, her på bloggen, for at gøre det mindre præget af tekst og mere præget af lyd. Det ville ligesom gøre det hele en anelse mere spændende. Jeg ville lige starte med at lave nogle covers på nogle sange. Det er så her I kommer ind i billedet. Jeg gider ikke lave covers på noget jeg kender ud og ind. Det ville være langt mere udfordrende og sjovt at lave noget ukendt, som man på den måde lettere kunne gøre til sit eget. Jeg vil derfor bede jer, skrive titlen på en sang og kunstneren der udfører nummeret i en kommentar under dette indlæg. Jeg vil så se, om jeg kan lave noget med et par stykker af de numre. Det kunne da være meget sjovt. :-)

Deltag også i ugens afstemning ude til højre og lyt til ugens sang.

Ugens anbefaling: Culture Club - Do You Really Want To Hurt Me

Chokoladeæsker til alle!

Samfundet er indrettet til en bestemt slags mennesker. Det siger min kære mor altid. Og hun har jo helt ret. Hvad med os, der helst skal være vågne sytten timer og sove tretten i døgnet? Et døgn har slet ikke tredive timer. Hvad med os, der helst vil være vågne om natten og sove om dagen? Hvad med os der bare gerne vil have en rigtig isvaffel i december måned? Næh nej, dem er der ikke plads til. Hmmf.

I dag er det Valentins Dag. Jeg fejrer den ikke.

Men jeg fejrer jo kærligheden hver dag.

Valentin handler om at give chokolade i små hjerteformede æsker, kysse sin kæreste tusind gange og invitere hende den søde i biografen. Det gør mig intet, tværtimod. Det er da fantastisk, at folk er så søde, ved hinanden. Men hvad med mor og far, søstre og brøde, bedsteforældre, fætre og kusiner, onkler og tanter og ikke mindst ens venner? Skal de ikke havde blomster og små chokoladeæsker? Man skal huske at, det er ikke kun er ens kærester der fortjener at blive belønnet med ekstra kærlighed.

Jeg har brugt dagen på at drive mine naboer til vanvid, med mit højtelskede karaoke-anlæg og lidt for høj musik. Men det er vel også kærlighed. Kærlighed til musik. Den skal også have røde roser. Så har jeg også drukket fire liter te. Det er så her kærligheden til toiletpapir kommer ind i billedet. Og ikke mindst til ens papfar der gider købe det til én. Tak, Dan. Ligesom i den der reklame: ”TAK... DAN!,,

He-he. :-)

Jeg glæder mig, til jeg en dag, forhåbentlig snart, får delt noget musik med jer. Det er egentlig meget intimt, det der med at ligge den slags ud i offentligheden, men også uhyre dejligt at dele noget man helt selv står for, med andre, som måske endda vil få glæde af det. Vi får se.

Ugens anbefaling: Jeff Buckley - Last Goodbye (ikke fordi den har noget med noget at gøre... Det er bare en god sang)

Døm ikke dem du ikke kender

Jeg har en stor kærlighed til business suits og pæne fyldepenne, men også til min højtelskede ring i højre øre og sjove instrumenter (jeg har faktisk lige set på en flot, sort ukulele, som jeg helt sikkert køber... Åh, og så også lige en mundharmonika. Blokfløjten kostede kun 29,- så den kunne jeg ligeså godt også tage).

Det jeg mener er bare, at man ikke altid kan vurdere en andens personlighed, ud fra vedkommendes ydre. Selvfølgelig siger ens ydre meget om ens person, men der er hundredetusinde ting, der er skjult under huden.

Måske virker jeg som om jeg selv synes jeg er vældig velanskreven, når jeg kommer gående med næsen i sky og diskret retter på det stramt opsatte hår. I virkeligheden elsker jeg bare at rende rundt med blå strømpebukser herhjemme og min papfars fleece, mens jeg ser Braceface på børnekanalen.

Ja, vi har sgu da alle sammen vores små hemmeligheder. :-)

Det kan godt være, der er en side af mig, der kan lide at udstråle, at jeg har styr på tingene, men det gør mig ked af det, når folk dømmer mig uden at kende mig.

Vi har alle sammen prøvet at blive bagtalt og vi har alle sammen bagtalt nogen. Vi lærer som regel noget af det, hvis det er vores bedste ven, der har sagt at vi opfører os elendigt for tiden, bag vores ryg, men når det er folk der ikke kender os, er det jo en hel anden snak.

Jeg skal ikke gøre skjul på, at jeg ind imellem tænker: ”Sikke en dulle... Hun hopper sikkert fra den ene til den anden.,, Problemet er bare, at når vi gør det, glemmer vi, at der er mange ting på den person, vi ikke kan se. I virkeligheden ligner jeg hende på en prik, men jeg kender mig selv, og jeg kan se de smykker jeg bærer, som ellers er skjult for omverdenen. Derfor glemmer jeg, at andre ikke kan se den forskel.

Sikke en kliché!

Jeg vil så gerne have folk skal kende mig, og vide at jeg slet ikke er så slem, som de tror (håber jeg), men jeg må samtidig acceptere, at man ikke kan gøre sig bekendt med alle.

Jeg skal overhoved ikke spille helt her, men jeg dømmer ikke folk, jeg ikke kender. Måske har jeg nogle gange djævelen på den ene skulder, som mener jeg ikke burde have noget til overs for ham der idioten, der altid stirrer på mig, men heldigvis kan jeg altid lukke ørerne for den. Jeg ved jo heller ikke hvorfor han stirrer. Måske fordi han synes jeg er så grim, at han bare MÅ se om det kan være sandt, eller om det blot er en ondsindet hallucination? Måske er han så endeløst forelsket i mig, at han går helt i trance, når han ser mig? Jeg håber egentlig ingen af delene.

Ugens anbefaling: Barry White - Ain't No Sunshine

Penge fører ikke til lykke

Jeg overvejer virkelig at købe en ukulele. Sådan en må være for fed at have! Jeg gør det. Jeg mangler også lidt udstyr. Jeg ville gerne dele noget musik med jer, læsere, men det kræver jo lidt udstyr til computeren. :-)

Jeg er ikke så god til at skrive indlæg så ofte. Min gode, gamle ven bad mig om det i dag. Jeg håber han bliver usandsynligt henrykt, når han læser det her. Jeg overvejer også at købe noget andet sejt. Jeg skal bare lige udtænke hvad det skal være. Ja, jeg ved det. Det lyder som om jeg er rig, og kan købe hvad der passer mig. Det er nu ikke helt korrekt. Jeg fik mit månedlige brev fra banken, og opdagede et fantastisk beløb. Jeg anede ikke hvor de penge kom fra, men jeg blev helt lykkelig (lykke og penge hænger sammen i min verden). Så fik jeg lige kigget på datoen og fandt ud af, at brevet var fra FØR jeg fik et flip, og bare måtte købe spontant ind. Ja, jeg er typen der cykler ind til den vildt fede storby, der egner sig helt vildt til at shoppe i... Øh, jeg mener... Den lille flække jeg bor nær ved, som har to genbrugsbutikker og én almindelig tøjbutik (jeg foretrækker faktisk genbrugen), hvor alle køber tøj, hvilket forårsager at det kan blive svært at skelne mellem folk. Nå men, ja, jeg cykler derind i tyk tåge, en klam, kold dag og ender op med en pakke kalktabletter og intimsæbe, efter flere timers shopping. Flot... Ej, nu skal jeg ikke gøre det værre end det er. Jeg købte også et par støvler. Hurra! Nå men... Med hensyn til brevet fra banken, var det selvfølgelig ikke det nuværende beløb der stod, men noget helt tilbage fra midten af januar. Jeg må lige tjekke min konto snart.

Jeg skal til Berlin i marts. Jeg kan nok ikke slæbe alle mulige ukuleler, trommesæt og diverse andre ting med tilbage, men jeg skal helt sikkert på udkig efter ting jeg mangler.

Solen skinner bare aldrig. Jeg gik hjem fra bussen i regnvejr i dag. En hel kilometer. Desuden var buschaufføren ikke for klog. Jeg kommer ind i bussen: ”Hej...” Ingen respons. ”En zone, tak.” Stadig ingen respons. Han tager i mod pengene og giver mig 2 kroner igen. ”Når'm... Ha' en god dag.” Intet svar. Jeg sætter mig ned i bussen, og bliver lidt skræmt af hans vilde kørsel. Han måtte bremse op, fordi han nær var ved, at køre ind i en lygtepæl. Gisp! Jeg var ved at være fremme, hvor jeg skulle af, så jeg trykkede stop i tilpas god tid, tog min taske, sagde farvel til min veninde og gik ned til døren. Men bussen PASSERER busstoppestedet! Jeg skynder mig ned til buschaufføren, og siger, at jeg altså har trykket stop og skal af. ”Nåh...” Brummer han. ”Det var ik' så godt”. Han standser bussen i en hård opbremsning, og lader mig stige af. Hold kæft, mand! Har han hørt om moral?

Jeg havde ikke engang min iPod med, så jeg kunne tænke på noget andet, end den støvregn der lagde sig på mit ansigt som en ulækker, fugtig klud. Bvadr!

Ugens anbefaling: Barry White - Ain't No Sunshine

Solen skinner altid

Om bare otteogtyve dage er det allerede forår. Hvis man da synes marts er forår. Jeg synes lige det har været den 1. december. Men det er jo bare positivt, at det går så stærkt.

Jeg hader vinter. Jeg bliver så deprimeret.

Men jeg gør hvad jeg kan for at abstrahere fra kulden, mørket og elregningen. Suk...

Jeg sidder lige og hører Kurt Nilsen (ja, forældet valg af kunstnernavn). Det lyder umiddelbart lidt fesent, ikke? Men jeg synes bare han synger så smukt!

Jeg bliver helt nostalgisk. Jeg havde et Nilsen-flip i sommer, så det bringer rigtig gode minder frem.

Jeg vil giftes med den mand. Generelt vil jeg giftes med alle små, søde mænd der synger og/eller ligner hobitter lidt. Derfor opstår den sætning ret tit.

Jeg glæder mig til solen begynder at skinne noget mere. Solen bringer sådan en glæde. Faktisk har solen sin egen musik. Man har optaget nogle musikalske harmonier fra solens ydre magnetfelt. Det er ret uhyggeligt, synes jeg.

Musikken er jo også i naturen. Fuglesang for eksempel. Jeg var oppe på musikskolen her til aften. Jeg blev godt nok hurtigt smidt hjem igen, fordi min stemme var ret død. Jeg har også ondt i halsen. Min musiklærer fortalte, hun havde hørt fuglesang i dag. Jeg ved ikke hvordan jeg har det med fuglesang. Jeg havde engang været i skoven hele dagen. Nu har vi verdens smukkeste skov i nærheden, så jeg kan sagtens tilbringe mange timer i den. Da jeg skulle sove samme aften, havde jeg kronisk fuglekvidder i hovedet. Jeg troede sgu, jeg var ved at blive skizo, eller noget. Siden dengang har jeg haft et lidt anstrengt forhold til fuglesang.

Nogle mener jeg er asocial. Det kommer lidt an på, hvordan kan definerer asocial. Ja, jeg holder af at være alene, og gad godt spærre mig inde på mit værelse i to måneder, hvis jeg kunne. Men det er da også meget sundt... I begrænsede mængder. Jeg kan lettere lære at være mig, når jeg er alene med mig selv. Jeg kunne spærre mig inde med min guitar, mit klaver og et trommesæt. Jeg overvejer virkelig at anskaffe mig et elektrisk trommesæt. De koster ikke engang særlig mange penge! Jeg har bare ikke plads. Så skulle jeg måske ommøblere.

Når'm, ud fra dette indlæg kan jeg konkludere, at der er stærk mangel på sol og varme. Og ferie.

Ugens anbefaling: Barry White - Ain't No Sunshine